★★★★ 2-3 år Anmeldelse

Anmeldelse: Pas nu på, Pandora – de græske myter for helt små børn

Ja, man kan godt genfortælle de græske myter for de helt små børn. Bogen om Pandoras æske fungerer virkeligt godt.

En dag opdager Pandora en grøn pakke. Eller æske, om du vil. Hendes mor siger, at hun ikke må åbne den, men Pandora er nysgerrig og kan ikke holde sig fra den. Det går galt.

“Be Patient, Pandora!” er en del af serien, der hedder Mini Myths, som er ultrakorte genfortællinger af de mest kendte græske myter.

Bogen om Pandora er en papbog med tykke sider og Leslie Patricelli’s dejligt simple og klare tegninger.

Bøgerne er på engelsk og såvidt jeg ved ikke oversat til dansk. Men teksterne er korte og bliver ikke mere komplicerede end “Do not open the box, Pandora”. Og noget af det gode ved bogen er også, at du selv sidder og digter og fortæller om handling og illustrationerne.

Moralen – du skal lytte til din mor! – kan måske blive en anelse for tydelig, hvis du er til mere uartige danske børnebøger. Men hey, det hele fungerer egentlig ret godt, og du kan jo selv digte rundt om tegninger og handling.

Det er en vildt god ide, at lancere de græske myter på den måde. Og det er lidt af en præstation, at koge dem ned til en bouillonterning for de plust-et-årige. Det bør virkelig ikke afholde dig, at der er en smule tekst på engelsk.


Be Patient, Pandora!
Joan Holub og Leslie Patricelli
Abrams Appleseed

Alder: Fra cirka 1-3 år
★★★★☆

0 kommentarer på “Anmeldelse: Pas nu på, Pandora – de græske myter for helt små børn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *